Medarbejder i Future Care: “Det giver mig ubeskrivelig glæde at hjælpe”
Abdullahi boede på et bosted, hvor faciliteterne og medarbejdernormeringen ikke opfyldte hans behov. Det resulterede i, at han blev stresset, udadreagerende og dørsøgende.
Nu trives han på et af Future Cares enkeltmandsbosteder, hvor han får opmærksomhed og omsorg døgnet rundt i de rigtige fysiske rammer.
Hans Peter Høeg Larsen er medarbejder på et af Future Cares enkeltmandsbosteder, hvor han sammen med fire kolleger tager sig af Abdullahi døgnet rundt.
Vigtigt at skelne mellem livskvalitet og ligegyldigt plastik
Hans Peter er glad for jobbet i Future Care, fordi det skaber livskvalitet at hjælpe udsatte mennesker, fortæller han:
”Jeg har selv tre børn, og et af dem er en voksen søn, der også har autisme og epilepsi. Da min ekskone og jeg fik en handicappet søn, gik det op for os, hvad der er noget værd her i livet, og hvad der er ligegyldigt plastik. Vi var nødt til at strukturere hverdagen og prioritere den tid, vi kunne bruge sammen. Vi brugte rigtig mange dage på sygehuset med vores søn og var adskilt som familie. Derfor lærer man at sætte stor pris på de dage, der går godt, og hvor alle er sammen. Jeg har opdaget, at det giver en ubeskrivelig glæde at hjælpe mennesker, der har det svært.”
Abdullahi har en hjerneskade, og han er epileptiker og autist.
Derfor trivedes han ikke på kommunens almindelige bosteder, og det skyldes ressourcemangel, fastslår Hans Peter.
”Jeg ved, at de ansatte dér også gjorde alt, hvad de kunne for ham, og de prøvede at skærme ham. Men det gav ham uro, at de fysiske rammer ikke var tilpasset ham, og der var så mange skiftende ansigter i løbet af dagen. Så derfor har han nu et enkeltmandsbosted, hvor vi passer på ham – og han har det meget bedre,” forklarer Hans Peter.
Relationen mellem beboer og medarbejder skal skabes straks
Hans Peter fortæller, at det er afgørende at skabe en relation straks med en ny beboer. Men det har ikke været svært for ham, fordi han selv har en søn med lignende handicap.
“Abdullahi kan fx ikke tale, men vi kan sagtens få en relation alligevel. For min egen søn har heller ikke sprog, så jeg har kommunikeret nonverbalt i mere end 25 år. Faktisk siger jeg ikke så meget til Abdullahi, for det forstår han ikke. Men jeg viser ham, hvordan vi gør tingene sammen. Vi smiler meget til hinanden og holder i hånd. Og han kan lide, at vi giver high five.”
Samtidig sørger Hans Peter og de andre medarbejdere for en struktureret hverdag for Abdullahi:
“Vi gør mange af de samme ting igen og igen. Det har han det bedst med. Jeg laver fx de retter, han kan lide, og jeg eksperimenterer ikke med nye retter hele tiden.”
Men selvom rutiner er vigtige, skal Abdullahi selvfølgelig også have nogle oplevelser i hverdagen.
“Han kan godt lide, at vi kører tur i bilen ned til havnen. Så sidder vi og ser på mågerne og fiskerne og deler en pakke TUC-kiks imens. Han er meget glad for at spille bold i haven. Vi har også en trampolin. Og som noget nyt prøver jeg at inddrage ham i arbejdet med rengøring og græsslåning i hans lille have,” fortæller Hans Peter.
Ro og meningsfuld aktivitet gør Abdullahi glad
Hans Peter kan godt se, hvorfor Abdullahi har brug for et bosted, der er indrettet 100% til ham:
“Han bliver stresset og udadreagerende, hvis han ikke får ro og og omsorg hele døgnet. Så det giver vi ham her. Vi har én medarbejder på vagt 24 timer i døgnet, så han er beskyttet og føler sig tryg. Desuden skal han have nogle fysiske rammer, hvor han kan få motion, samtidig med at han ikke kan stikke af, som han gjorde på det andet bosted. Så vi skal passe på ham hele tiden for en sikkerheds skyld. Men han prøver nu heller ikke at stikke af, som han gjorde det andet sted. For her har han jo det, han har brug for, og hans nye sted er indrettet helt unikt til ham,” siger Hans Peter.
Både hus og bil er specialindrettet
Huset og bilen er valgt specielt til Abdullahi og tilpasset til hans behov.
“I huset er der gulvvarme, fordi han elsker sol og varme. Fra vinduet kan han se ud på vejen, og vi har en have, hvor han kan spille bold og springe på trampolin. For hans sikkerheds skyld er dørene skiftet ud med industridøre, så han ikke lige kan smadre dem eller løbe ud og blive kørt over. Men han prøver nu ikke at løbe væk, for han har alt det, han har brug for. Og vi kan se, han føler, at det er hans sted.”
Også i bilen er der taget ekstra hensyn til sikkerheden:
”Han sidder på bagsædet, og der er afskærmning mellem forsæde og bagsæde, så han ikke lige kan gribe fat i mig, mens vi kører. Så vi passer godt på ham, og han elsker de køreture.”
Ingerlene har en unik evne til at se mennesker
Hans Peter fortæller, at Ingerlene har en særlig evne til at se andre menneskers behov.
Derfor kan hun sikre, at beboerne får netop den hverdag, de har brug for.
Men også medarbejderne har gavn af det, mener han.
”Hun er meget empatisk og ser med det samme, hvad andre har brug for. Og hun er også meget ærlig og siger tingene ligeud, så vi ved, hvor vi har hinanden i teamet. Jeg synes, vi har et godt samarbejde.”
Samtidig går Ingerlene meget op i efteruddannelse.
”Vi skal jo dokumentere alt, hvad der sker med Abdullahi. Derfor er det naturligt, at vi diskuterer alt, hvad der foregår, og prøver at gøre det endnu bedre hele tiden. Vi har også en kollega, der holder foredrag for os om pædagogiske teorier, så vi lærer noget nyt hele tiden.”
Familien ser en stor forandring
Hans Peter synes, det er dejligt at se, hvor meget flytningen til Future Care betyder for Abdullahi.
”Vi kan se, at han er meget gladere og mere rolig, og hans søster siger også, at hun kan se en tydelig forskel. Det er rart, at hans familie anerkender den forskel, vi gør for ham.”