“Det kan jeg gøre bedre,” tænkte Ingerlene
Da Ingerlene mødte den hjerneskadede Rasmus, var hun ikke i tvivl: Han fortjente et bedre liv. Derfor har hun etableret Future Care, hvor hun tilbyder specialtilpassede enkeltmandsbosteder, der roses af Socialtilsynet og beboernes familier.
Ingerlene Harboe var afdelingschef i Salling Group i mange år, da hendes liv pludselig tog en helt ny drejning.
“En dag var jeg nødt til at sige det job op, fordi jeg har en søn med ADHD. Da han gik i tredje klasse, kunne han hverken læse eller skrive. Socialrådgiveren sagde, at han bare skulle have førtidspension, når han fyldte 18 år. Jeg tænkte: Det kan de godt glemme. Det kommer ikke til at ske, jeg må gøre noget. Jeg sagde mit lederjob op. I de næste par år tog jeg med ham i skole hver dag, og når vi kom hjem fra skole, trænede vi mange timer, ligesom vi trænede i sommerferierne også. Han fik lært det hele, og han tog folkeskolens afgangsprøve med ti i matematik og tolv i dansk. I dag er han tømrer. Han klarer sig supergodt, men jeg er faktisk ikke overrasket. For jeg havde jo altid vidst, at han godt kunne. Der var bare ingen andre, der kunne se det,” forklarer hun.
Med sønnen godt i vej søgte Ingerlene job som sosuhjælper.
“Jeg havde ingen erfaring med det. Men jeg vidste, jeg kunne hjælpe. For jeg har altid været god til at se, hvordan et menneske er inderst inde, og hvad det menneske har brug for. Jeg havde jo de erfaringer med min søn – og som leder havde jeg ansat over 1000 medarbejdere. Så får man jo også en øvelse i at vurdere mennesker og se, hvad de indeholder,” forklarer hun.
Ingerlene arbejdede som teamkoordinator, da hun mødte den hjerneskadede Rasmus. Rasmus var placeret i et sommerhus, fordi han ikke trivedes på senhjerneskadecentret.
“De havde anbragt ham i sommerhuset, fordi han var meget urolig og udadreagerende. Her blev han passet af skiftende medarbejdere og vikarer udefra. Men de var bange for ham. Han væltede både bord og stole, han kastede med alting og råbte frustreret. Det værste var dog, at han var selvskadende og slog sig selv.”
Ingerlene følte straks, at hun kunne gøre en forskel for Rasmus.
”Selvfølgelig var han da frustreret. For det er jo klart, at når ingen forstår en, så bliver man også frustreret. Men jeg så med det samme, at han var et godt menneske inde bag hjerneskaden og den udadreagerende adfærd. Og jeg sagde: Det liv, han har haft! Det kan jeg gøre bedre for ham. Det er jeg sikker på. Derfor fik jeg etableret et enkeltmandsbosted til Rasmus og ansat nogle medarbejdere.”
Bostedet er indrettet, så det passer til Rasmus, og døgnet rundt er der en medarbejder hos ham.
”Vi har ikke en masse skiftende medarbejdere. Vi har aldrig vikarer udefra. Det vigtigste er, at han føler sig tryg, hørt og set, og at han har den ro og forudsigelighed, der er så vigtig for ham.”
”Det kan jeg gøre bedre for Rasmus”
Allerede ved første møde med Rasmus forstod Ingerlene, hvorfor Rasmus ikke trivedes og var så frustreret.
“Han blev faktisk bare opbevaret der i sommerhuset, og det samme var han blevet på de bosteder, han havde boet på de sidste 12 år. Han havde ingen glæde i livet! Gardinerne var trukket for, så der var mørkt, for at han skulle være rolig. Og der lå en seddel, hvor der stod, at man ikke måtte sige mor eller far, for så blev han ophidset. I virkeligheden blev han jo glad, fordi han troede, han fik besøg af mor og far. Han kunne slet ikke tale, så det forstod de ikke. Men allerede dengang havde han faktisk et håndsprog. Der var bare ingen, der så det og forstod det.”
Satte genoptræning i gang
Rasmus havde ligget i koma efter sin ulykke og havde brug for hjælp til det meste, fortæller hun:
”Dengang han var vågnet af komaen, kunne han hverken tale, gå eller spise. Han blev kørt i en elektrisk kørestol. Og han fik mad i små bidder som et lille barn lige efter ulykken. Jeg var sikker på, at han kunne udvikle sig. Han var kortvarigt blevet genoptrænet, men var så blevet anbragt til opbevaring på institution. Derfor kunne han ikke ret meget.”
Men sådan kunne det ikke blive ved, mente Ingerlene.
”Jeg sagde: Nu skal han til at spise almindeligt. Han skal have gulerødder og blomkål og broccoli ligesom alle andre! De medarbejdere, der passede ham, troede, jeg var tosset. De var bange for, at han ville fejlsynke. Men jeg kunne se, at hans synkerefleks fungerede fint. Så i dag spiser Rasmus almindelig mad,” fortæller hun.
Samtidig har Rasmus fået lidt af talens brug igen.
”Dengang kunne han slet ikke tale. Men nu siger han mange ord. Mor – far – mad – kaffe og mange andre ting.”
Rasmus har også fået en større frihed i hverdagen, forklarer hun:
”Før blev han altid kørt rundt i en elektrisk kørestol. Men så er det jo os, der bestemmer, hvor han skal hen. Nu er det ham, der kører i en manuel kørestol, og så har han sin frihed og medbestemmelse i eget liv. Det har styrket Rasmus’ selvværd helt vildt. Samtidig er det jo vigtigt, at han får den motion, så han opbygger energi til at lære mere og ikke mister sine kræfter,” fastslår hun.
Ros fra både familien og Socialtilsynet
Det har da også gjort stor forskel for Rasmus at få ro, genoptræning og en ny bolig, der passer til ham.
”Vi kan se, at han er meget roligere og gladere, og han har glimt i øjet og er mere smilende og grinende, end da han kom. Han er faktisk aldrig mere udadreagerende. Før han kom her, smadrede han alting, kylede alt gennem luften og fejede alting ned fra bordene. Men her kan vi sagtens have kaffekopper og computere stående uden problemer. Da vi havde Socialtilsynet på besøg, sagde tilsynskonsulenten: Jeg kommer rigtig mange steder. Dét, I har her, er der ikke ret mange, der kan. Sikke en udvikling – det kan I være stolte af. Og hans familie siger det samme – så det er vi selvfølgelig glade for,” siger Ingerlene.
Lederen deltager i vagtplanen - og kan altid ringes op
For Ingerlene er beboernes trivsel det absolut vigtigste.
“Vi skal gøre det bedste for dem. Det er det allervigtigste, og teamet er med mig. For nylig var der 2 medarbejdere, der holdt op samtidig. Så sagde jeg til personalet: “Hør her, vi kan ikke ansætte 2 nye. Vores beboer kan ikke tåle alle de skift.” Og de sagde: “Vi er enige. Vi dækker de vagter ind, så kan du ansætte en ny nu og en om et par måneder.””
Selvom der er mange praktiske og administrative opgaver, vil Ingerlene selv have føling med alt, så hun er sikker på, at beboerne har det godt.
”Jeg står selv på vagtplanen, så jeg ved, hvad der sker på bostederne. Og både pårørende og medarbejdere kan ringe til mig døgnet rundt. Jeg tager altid telefonen, hvis der er noget. Jeg bor lige i nærheden, så jeg kan køre hen til bostederne, hvis de får brug for hjælp. Det har medarbejderne flere gange sagt, at de sætter stor pris på og føler sig trygge ved.”