Ro og tryghed gør hele forskellen for Rasmus
Jessie Lindegaard Baun er uddannet sosuhjælper og arbejder på et af Future Cares bosteder. Her tager hun sig godt af Rasmus, hvis handicap giver ham et særligt behov for ro, tryghed og stabilitet. ”Jeg var ansat i et vikarbureau, hvor jeg havde nogle vagter med Rasmus. Dengang boede han i et sommerhus, hvor han var anbragt, fordi han ikke trivedes på sit senhjerneskadecenter. Men da Ingerlene så valgte at etablere et enkeltmandsbosted til Rasmus, blev jeg fastansat der.” Jessie arbejder i et team med fire medarbejdere, der skiftes til at tage sig af Rasmus. “Når jeg har vagten, tager jeg mig af det praktiske som fx madlavning. Desuden sørger jeg for, at der er nogle aktiviteter for ham i løbet af dagen. Vi tager på ture, hvor han kører i kørestolen. Og vi leger sammen og spiller spil. Vi hører musik og danser. ”
Godt fællesskab og frihed på jobbet
Jessie er glad for jobbet.
”Jeg kan godt lide at arbejde i et lille team. Vi har et godt fællesskab. Og vi snakker sammen og finder ud af, hvordan tingene skal foregå, for at Rasmus har det godt her.”
Men selvom fællesskabet er vigtigt, har Jessie det også fint med, at hun er alene på vagten:
”Jeg kan faktisk godt lide, at det bare er os to, ham og mig. Hvis han bare har det godt, har jeg en stor frihed til at planlægge, hvad der skal ske.”
Har brug for udelt opmærksomhed
Jessie forstår godt, hvorfor Rasmus ikke kunne trives på et almindeligt bosted, hvor der både er mange naboer og skiftende medarbejdere.
”Han har brug for, at vi er her – kun for ham. Han har brug for min fulde opmærksomhed hele tiden, når jeg er på vagt. Jeg tror, han ville blive meget ulykkelig og urolig, hvis her var flere beboere, som han skulle dele opmærksomheden med.”
Rart at se, at hjælpen gør en stor forskel
“Jeg har jo lært ham godt at kende, så jeg forstår, hvad han har brug for. Vi finder et tempo og nogle aktiviteter, som gør, at han trives og har det godt.
Dengang han kom hertil, var han jo helt anderledes. Han havde slet ikke noget sprog. Men nu er han blevet meget bedre til at udtrykke sine følelser, så vi ved, hvad han gerne vil. Og han siger endda enkelte ord nu og da, så han udvikler sig hele tiden. For mig er der ikke nogen tvivl om, at det gør en stor forskel for ham, at han får den ro og opmærksomhed, han har brug for.”