FUTURE CARE

Vi leder altid efter professionelle og engagerede medarbejdere

I Future Care kan Pia opfylde sin livsdrøm: “Det gør en stor forskel for beboerne at være her

Det betyder meget for socialpædagog Pia Elgaard Christensen at hjælpe andre.
Som ansat på et af Future Cares bosteder kan hun tydeligt se den forskel, hun gør.


I mange år var Pia vikar i plejesektoren, men i dag er hun ansat på et af Future Cares bosteder.

Her hjælper hun beboeren Rasmus, der er hjerneskadet og sidder i kørestol efter en trafikulykke for syv år siden.

Det er hun glad for:

Jeg er pædagog, fordi det altid har været min ønskedrøm at gøre en forskel for andre. Det er præcis det, jeg gør her, for vi kan jo alle sammen se, hvor meget det betyder for Rasmus at bo her.”

Rasmus trivedes ikke på det kommunale bosted

Men selvom Rasmus i dag har det godt, så det anderledes ud, før han kom til Future Care.

“Kommunen havde placeret Rasmus på et almindeligt bosted, men det gik ikke særlig godt. Så flyttede de ham til et nyt bosted, men det gik heller ikke. Og næste sted fungerede heller           ikke for ham. På grund af sit handicap kan han ikke tåle uro og en masse nye ansigter hele tiden. Han har brug for ro og struktur i hverdagen. Dengang kunne han ikke udtrykke sig, og når folk ikke forstod ham, blev han vred og udadreagerende. Et af stederne var han kun tre dage, før det gik galt,” fortæller hun.

Derfor lejede kommunen et sommerhus til Rasmus, hvor skiftende vikarer fra et bureau tog sig af ham. Én af vikarerne var Pia.

“I sommerhuset mødte jeg så Rasmus og Ingerlene, der havde en vagt hos Rasmus. Ingerlene havde bestemt sig for at undersøge muligheden for at etablere et enkeltmandsbosted til Rasmus. Jeg syntes, der var en fantastisk kemi mellem Ingerlene, Rasmus og mig. Så da hun etablerede Future Care og åbnede det første bosted, blev jeg fastansat, og det har jeg aldrig fortrudt.”

Hos FutureCare planlægges dagen efter beboerens behov

På grund af Rasmus’ handicap skal hans dag være meget struktureret, men samtidig indholdsrig. Derfor skal personalet på bostedet planlægge aktiviteter for ham og sørge for, at han har selskab i dagens løb.

“Vi planlægger hans dag på personalemøderne. Alt skal planlægges i detaljer, så han har en stabil hverdag. Derfor er det vigtigt, at vi er enige om, hvordan tingene skal gøres, og hvordan vi gør dem.”

Desuden har Rasmus brug for opmærksomhed fra de ansatte hele dagen:

“Han har det ikke godt med at sidde alene, så han skal være i fokus. Derfor inddrager vi ham i alt det, vi kan lave sammen. Lave mad – lægge tøj sammen – købe ind – og så går vi lange ture, hvor han kører i sin kørestol.”

Personalet siger aldrig nej til Rasmus

Pia fortæller, at det er vigtigt at anerkende Rasmus og bruge positiv psykologi:

“Vi siger faktisk aldrig nej til ham, hvis der er et eller andet, han vil. Hvis det ikke kan lade sig gøre, finder vi på noget andet, som gør ham glad. Han elsker sang, dans og leg. Det er jo fantastisk at gå på arbejde, når man pludselig hører, at han sidder i sin kørestol og skraldgriner.”

Familie og personale ser en gennemgribende positiv udvikling

Der er sket en gennemgribende udvikling med  Rasmus, siden han flyttede ind:

“Dengang kunne han slet ikke tale, men nu kan han bedre udtrykke sig – og han kan endda sige enkle ord.

Han fik også en hel del medicin dengang, så nogle gange sad han bare og savlede. Sådan er det slet ikke mere. Han er aldrig udadreagerende mere. Han er glad og rolig hver dag. Det er vildt at se, at han udvikler sig. I starten var jeg fx nødt til at køre ham i kørestolen. Nu kører han selv, og så skubber jeg selvfølgelig, hvis han bliver træt på vejen. Men han er virkelig blomstret op her.”

En arbejdsplads med fællesskab, plads til udvikling - og stort engagement

Til hverdag arbejder Pia i et team med fire medarbejdere, så der er en vagt hos Rasmus hele døgnet rundt.

Kollegerne er gode til at snakke sammen og aftale, hvordan tingene skal planlægges på bostederne, fortæller hun.

“Jeg synes, vi har et godt fællesskab. Vi er gode til at anerkende hinanden. For nylig havde jeg en vagt på det andet bosted. Jeg kunne se, at beboeren dér også havde udviklet sig rigtig meget. Så skal man da sige til medarbejderne: “Wauv – I gør det fantastisk her.” Det synes jeg er vigtigt.”

For Pia er det også vigtigt, at kollegerne kan tale åbent om de småting, der måske ikke fungerer helt optimalt i hverdagen:

“Jeg kan godt lide, at vi taler sammen, hvis der er et eller andet, i stedet for at man bagtaler hinanden. Det kan jo godt være, jeg fx gør et eller andet, der irriterer kollegerne. Altså … jeg er slem til at stille min kaffekop rundt omkring … Det brokker kollegerne sig lidt over. Men det er fint nok. Jeg prøver at huske det, men efterhånden synes de vist nærmest, det er lidt sjovt, at jeg er så glemsom,” griner hun.

For Pia er det også vigtigt at udvikle sig fagligt.

Det er der god plads til i Future Care, forklarer hun:

“Jeg er både socialpædagog og cand.mag. i pædagogik og pædagogisk innovation, fordi jeg elsker at lære noget.

Ingerlene giver os mulighed for at udvikle os fagligt og bruge vores pædagogiske viden på at hjælpe beboerne.

Det var derfor, jeg fik ideen til det her drivhus til Rasmus. For det er jo former og farver … Han bruger alle sanser, så han har en fest med det drivhus.
Og jeg er glad for, at vi får lov at prøve ting af for at se, hvad der hjælper ham, så han fortsætter sin udvikling.”

Lederen har en smittende ildhu

Pia fortæller, at Ingerlene har en fantastisk tilgang til beboerne.

“Hun er ikke i det her job for pengenes skyld. Hun er her, fordi hun virkelig brænder for de mennesker. Hun viser dem, at: Jeg ser dig. Jeg hører dig. Jeg vil dig rigtig gerne. Det kan godt være, at et menneske ikke forstår alt. Men man forstår godt, at den, der står overfor en, rigtig, rigtig gerne vil én.”

Netop Ingerlenes store engagement er da også en af grundene til, at hun faktisk er Pias bedste chef nogensinde.

“Jeg er 61 og har arbejdet mange steder, så det siger en del. Men hun er altså suverænt den bedste. Hun lytter til os medarbejdere og støtter os, hvis der er et eller andet, uanset om det er privat eller på jobbet. Det betyder meget for, at man trives.

Og hun har en ildhu i jobbet – og den smitter os andre. Så brænder vi også. Når man går hjem og føler, at man har flyttet beboeren et lillebitte stykke fremad – så har man haft en god dag. Sådan tror jeg, vi alle sammen har det. Der er ingen af os medarbejdere, som ikke virkelig VIL vil de mennesker, vi arbejder for her.”

Se også vores andres cases

Rasmus trivedes ikke - men så mødte han Ingerlene fra Future Care

Læs hele historien

Ikran var bekymret, da hendes bror flyttede til et enkeltmandsbosted, som Future Care har etableret og tilpasset til hans behov.

Læs hele historien
Scroll to Top